Menu Luk

Vedtægter

I. Foreningens navn og formål
II. Foreningens medlemmer, deres rettigheder og pligter
III. Foreningens ledelse
IV. Generalforsamling
V. Kontingent
VI. Ingen forhandlingsret
VII. Kollegiale regler
VIII. Regnskab og revision
IX. Vedtægtsændringer
X. Foreningens opløsning

I. Foreningens navn og formål

§ 1 – Foreningens navn

Stk. 1. Foreningens navn er Grakom Østjylland.

§ 2 – Foreningens formål

Stk. 1. Foreningens formål er gennem organisatorisk fællesskab for den grafiske branches/kommunikationsindustriens virksomheder at virke for disses faglige og erhvervsmæssige interesser, at styrke arbejdsgivernes organisering og kollegiale sammenhold og at varetage lokale interesser. Dette formål søges bl.a. opnået ved at samle medlemmerne til faglige, oplysende og sociale arrangementer.

§ 3 – Medlemskab af Grafisk Arbejdsgiverforening

Stk. 1. Foreningen er en kredsforening under Grakom Arbejdsgivere (GA), og den og dens medlemmer har rettigheder og pligter i henhold til GA’s vedtægter.

II. Foreningens medlemmer, deres rettigheder og pligter

§ 4 – Medlemskab af foreningen

Stk. 1. Medlemskab af GA er samtidig medlemskab af den lokale kredsforening. GA’s medlemsrepræsentanter har ret og pligt til at være medlem af en kredsforening. En virksomhed kan til enhver tid beslutte, hvilken kredsforening der ønskes medlemskab af.

Stk. 2. Er der til en medlemsvirksomhed ud over medlemsrepræsentanten knyttet flere medejere eller medarbejdere i ledende stillinger, kan pågældende efter skriftlig begæring fra virksomheden optages som personligt medlem af kredsforeningen.

Stk. 3. Virksomheder, der er medlemmer af Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA), kan optages som interessemedlemmer i kredsforeningen og kan tilmelde medarbejdere i ledende stillinger som personligt medlem.

Stk. 4. En medlemsrepræsentant eller et personligt medlem, som ophører med at drive virksomhed eller fratræder på grund af alder eller sygdom, kan – når pågældende har været medlem i en årrække – ved anmodning herom, bevare medlemskabet som passivt medlem, medmindre virksomheden skriftligt over for GA modsætter sig overflytningen. I tilfælde af indsigelse fra virksomheden forelægges spørgsmålet for GA’s bestyrelse til afgørelse. Overgår et passivt medlem til på ny at være erhvervsaktiv, kan medlemskabet kun bevares, såfremt GA’s bestyrelse indvilliger heri.

§ 5 – Begæring om optagelse

Stk. 1. Begæring om optagelse som medlem indsendes til GA’s administration, som offentliggør begæringen ved udsendelse af et cirkulære snarest muligt efter modtagelsen af begæringen.

Stk. 2. Eventuel indsigelse mod optagelse indsendes skriftligt inden 14 dage efter modtagelsen af det cirkulære, hvori begæringen er offentliggjort og behandles på det første efterfølgende ordinære bestyrelsesmøde, hvor beslutning træffes. Såfremt enighed ikke kan opnås i bestyrelsen, behandles spørgsmålet på det første efterfølgende ordinære repræsentantskabsmøde.

§ 6 – Udmeldelse af foreningen

Stk. 1. En medlemsrepræsentant udtræder af kredsforeningen, når pågældende ophører med at være medlemsrepræsentant, medmindre pågældende optages som personligt medlem eller passivt medlem.

Stk. 2. Et personligt medlem udtræder af kredsforeningen, når det begæres af medlemsvirksomheden, når pågældende fratræder sin stilling i en medlemsvirksomhed, eller når medlemsvirksomheden udtræder af foreningen.

Stk. 3. Interessemedlemmer og passive medlemmer udmeldes, når det begæres.

Stk. 4. Udmeldelse skal ske skriftligt til GA’s administration for at være gyldig.

III. Foreningens ledelse

§ 7 – Foreningens ledelse

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 1 formand og op til 4 øvrige bestyrelsesmedlemmer. Formanden vælges af generalforsamlingen, medens bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv med kasserer og sekretær. Såfremt generalforsamlingen måtte beslutte det, kan bestyrelsen bestå af flere medlemmer. Alle bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen på kredsforeningens årlige ordinære generalforsamling.

Stk. 2. Formanden skal være medlemsrepræsentant. Den øvrige bestyrelse skal være medlemsrepræsentanter eller personlige medlemmer – mindst halvdelen skal være medlemsrepræsentanter. Bestyrelsens medlemmer skal være erhvervsaktive.

Stk. 3. Afgår et bestyrelsesmedlem inden valgperiodens udløb, udpeger bestyrelsen efter reglerne i stk. 2 en stedfortræder, som fungerer indtil førstkommende generalforsamling.

§ 8 – Foreningens repræsentation i GA’s repræsentantskab

Stk. 1. Foreningens formand og yderligere et bestyrelsesmedlem er samtidig medlem af GA’s repræsentantskab. Bliver formanden eller bestyrelsesmedlemmet medlem af GA’s bestyrelse, udpeger foreningen som personlig stedfortræder i repræsentantskabet et andet medlem, som for formandens vedkommende er medlemsrepræsentant.

Stk. 2. Er formanden eller bestyrelsesmedlemmet forhindret i at deltage i et repræsentantskabsmøde, skal pågældende lade sig repræsentere så vidt muligt ved et andet medlem af kredsbestyrelsen, som er medlemsrepræsentant.

Stk. 3. Fra den største kredsforening er yderligere to bestyrelsesmedlemmer og fra den næststørste yderligere et bestyrelsesmedlem medlem af GA’s repræsentantskab.

IV. Generalforsamling

§ 9 – Ordinær generalforsamling

Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år før GA’s ordinære generalforsamling. Tidspunkt bør fastsættes og meddeles af bestyrelsen mindst 2 måneder forinden. Indkaldelse med udførlig dagsorden sker ved direkte meddelelse, der skal være medlemmerne i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen. Meddelelse om generalforsamlingens afholdelse kan ske gennem GA’s medlemsblad eller GA’s nyhedsbrev.

Stk. 2. På den ordinære generalforsamling foretages:

  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse af beretning om foreningens virksomhed
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
  4. Fremlæggelse af budget
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Behandling af rettidigt indkomne forslag
  7. Drøftelse af GA’s ordinære generalforsamling
  8. Valg af medlemmer til bestyrelsen, hvis funktionstid er 2 år:
    a) formand
    b) øvrige bestyrelsesmedlemmer
  9. Valg af 2 revisorer, som afgår skiftevis hvert 2. år
  10. Valg af revisorsuppleant, som afgår hvert 2. år
  11. Eventuelt

Stk. 3. Såfremt et bestyrelsesmedlem er afgået, og det afgåede medlems 2-årige funktionstid ikke er forløbet, foretages et ekstraordinært valg, hvor funktionstiden sættes til restperioden for det ordinært valgte medlem. Angår et sådant ekstraordinært valg formandsposten, foretages valget før ordinære valg til bestyrelsen.

Stk. 4. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal fremsendes skriftligt til foreningens formand senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse og optages på den til medlemmerne udsendte dagsorden. Kandidater til bestyrelsen kan foreslås på generalforsamlingen, men skal forinden skriftligt have erklæret sig villig til at modtage valg.

§ 10 – Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det formålstjenligt, eller når mindst 5 % af medlemsrepræsentanterne til bestyrelsen indsender skriftligt forlangende herom med angivelse af, hvad der ønskes behandlet. En sådan generalforsamling skal indkaldes senest 1 måned efter, at bestyrelsen har modtaget begæring herom.

Stk. 2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling kan ske med det varsel, som forholdene tillader, ved meddelelse til hvert enkelt medlem og eventuelt gennem GA’s medlemsblad eller GA’s nyhedsbrev.

§ 11 – Afstemning

Stk. 1. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de mødtes antal.

Stk. 2. Adgang til og stemmeret på generalforsamlingen har alle medlemsrepræsentanter og personlige medlemmer. Passive medlemmer har ligeledes adgang til generalforsamlingen dog uden stemmeret.

Stk. 3. Alle beslutninger med undtagelse af afstemning vedrørende § 17 om foreningens opløsning tages ved simpel stemmeflerhed blandt de mødte. Afstemningerne foregår ved håndsoprækning, når ikke skriftlig afstemning forlanges af mindst 10 % af de tilstedeværende stemmeberettigede, eller dirigenten måtte ønske det.

Stk. 4. Et medlem, der er forhindret i at være til stede, kan ved fuldmagt overdrage sin stemmeret til et andet stemmeberettiget medlem. En sådan fuldmagt skal indeholde angivelse af, at stemmeretten overdrages samt navnet på den person, til hvem stemmeretten overdrages, og fuldmagtsgiverens underskrift.

Stk. 5. Ved valg til bestyrelsen, herunder formand, stemmes skriftligt. Valget foretages ved afkrydsning på stemmesedlen af det antal kandidater, der skal vælges. Stemmesedler, der indeholder færre eller flere afkrydsninger, end det antal kandidater, der skal vælges, er ugyldige.

Stk. 6. I tilfælde af stemmelighed foretages om fornødent omvalg mellem de kandidater, der har opnået lige mange stemmer.

Stk. 7. Valg til bestyrelsen bortfalder, såfremt der ikke er foreslået flere, end der skal vælges.

V. Kontingent

§ 12 – Kontingent

Stk. 1. Kontingent til kredsforeningen vedtages på kredsforeningens generalforsamling inden for det maksimum, der er fastsat af GA’s repræsentantskab..

VI. Ingen forhandlingsret

§ 13 – Ingen forhandlingsret

Stk. 1. Kredsforeningen må ikke forhandle med arbejdernes eller funktionærernes organisationer.

VII. Kollegiale regler

§ 14 – Kollegiale regler

Stk. 1. Det er ethvert medlems pligt at virke for et godt kollegialt sammenhold blandt foreningens medlemmer. Klager over overtrædelse af foranstående bestemmelse indgives til GA’s administration, der søger at tilvejebringe et forlig. Lykkes dette ikke, kan sagens parter hver for sig forlange sagen behandlet af Den kollegiale Voldgiftsret.

VIII. Regnskab og revision

§ 15 – Regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskab revideres af 2 af generalforsamlingen valgte revisorer. De valgte revisorer afgår skiftevis hvert 2. år.

Stk. 2. De valgte revisorer skal tillige ved deres gennemgang af bilagene påse, at foreningen ikke påføres unødvendige udgifter, og at der i øvrigt ikke kan rettes kritik mod de økonomiske dispositioner.

Stk. 3. Det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne sammen med den endelige dagsorden for den ordinære generalforsamling.

Stk. 4. Regnskabsåret følger kalenderåret.

IX. Vedtægtsændringer

§ 16 – Vedtægtsændringer

Stk. 1. Kredsforeningen vedtager selv sine vedtægter, der skal være i overensstemmelse med GA’s vedtægter. Vedtægterne skal forelægges GA’s bestyrelse og godkendes af repræsentantskabet.

X. Foreningens opløsning

§ 17 – Foreningens opløsning

Stk. 1. Forslag om foreningens opløsning kan kun fremsættes af bestyrelsen. Når halvdelen af medlemsrepræsentanterne forlanger det, skal bestyrelsen forelægge en generalforsamling spørgsmålet om foreningens opløsning. For at opløsning kan besluttes, må ¾ af medlemsrepræsentanterne stemme derfor.

Stk. 2. Besluttes det at opløse foreningen, skal medlemmerne overflyttes til anden eller andre kredsforeninger.

Stk. 3. Opløsning af foreningen kan i øvrigt kun ske efter godkendelse i GA’s repræsentantskab, der samtidig træffer beslutning om anvendelsen af foreningens midler.

Højbjerg den 01.02.2011.